09/08/2015

Er frelsesbehovet forsvundet?

Fra 'Båndet'
Nr. 2 - 2003.
Af Hans Erik Nissen.


Hvorfor er der så få, der bliver frelst?
Vi er ude af takt med tiden, svarer nogle, det er grunden til, at så få er interesserede. Det svar er både rigtigt og forkert, hvis der bag det ligger en opfattelse af, at nogen nogensinde har været det.

Det naturlige menneske søger ikke Gud, og det har aldrig gjort det. Alligevel er det sandt, at der har været tider, hvor langt flere end tilfældet er i dag har spurgt efter en nådig Gud. Hvorfor gjorde de det dengang?

Det var fordi, de frygtede Gud. De var bange for at gå fortabt. Kun få har det på tilsvarende måde i dag. Hvorfor? Hovedårsagen ligger i forkyndelsen og hos forkynderne selv. Det billede, de formidler af Gud, skaber ikke frygt for ham. De tekster i både Det gamle Testamente og i Det nye Testamente, der fylde én med rædsel, tages sjældent frem, og når det sker, afsvækkes de ofte i deres forfærdelse og gru.

Man vil så nødigt have, at mennesker skal tage anstød af Gud, og så sker det modsatte: Man giver et billede af ham, som langt på vej ligger i forlængelse af, hvad det naturlige menneske tænker.

Den uomvendte bliver bekræftet i sin egen forestilling om Gud. Han ser på sig selv som en, der med nogenlunde begreb om tingene og med rimelighed kan betragte sig som Kristen.

Hvordan brydes cirklen?
Der er ingen tvivl om, at mange præster og prædikanter ønsker at bryde den onde cirkel, men er de villige til at betale, de omkostninger, som er forbundet med at gøre det?

Vi må gøre os klart, at vi prædiker ikke længere, som man gjorde i vækkelsestiderne. Forkyndelsen er blevet en anden. Her tænker jeg naturligvis ikke på selve formen og sproget, som til stadighed undergår en forandring, men på indholdet.

Skal en synder lære at frygte Gud, må han møde en forkyndelse, som skaber frygt. En sådan forkyndelse møder i dag stærk modstand. Mange anser den for at være, hvad vi mindst har brug for. Man peger på, hvordan talrige nutidsmennesker oplever deres livssituation. De er pressede fra mange sider, og frygten ligger lige under overfladen: arbejde, familie, helbred, psyke, ulykke, krig…

Mange er ved at segne inde bag en vellykket overflade, som giver andre det indtryk, at alt står vel til. Skal man så gå i kirke og missionshus og få det endnu dårligere?

Det skal man.
Sandheden og virkeligheden er, at før man aner det, kan man stå ansigt til ansigt med Ham, der kan fordærve både sjæl og legeme i helvede.

Det, der her er tale om, er så forfærdeligt, at det ikke kan sammenlignes med noget grusomt på jord: En evighed bag en lukket dør, gråd og tænderskæren, ildsøen, røgen fra deres pine stiger op i evighedernes evigheder.

Når et menneske møder denne virkelighed, er der to muligheder: enten bliver vedkommende rasende på Gud, eller også rejses et spørgsmål, der bliver mere brændende end noget andet: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Fortabt vil jeg ikke gå! Jeg må frelses!

Så gør det!
Hvorfor begynder I så ikke bare at prædike sådan? Det skulle ikke være så vanskeligt? Det er nu ikke bare sådan ligetil at gøre det. Den forkyndelse, der er tale om, møder ikke alene modstand hos tilhørerne. Den gør det også hos forkynderen selv. Den indebærer jo den mulighed, at han selv eller hans nærmeste kan skulle tilbringe evigheden i helvede. Alene muligheden af det er en frygtelig tanke. Enhver, der ikke kommer ind i troens livssamfund med Jesus, og enhver, der falder ud af dette samfund, er evig fortabt.

Det er også vigtig at gøre sig klart, at det ikke er et spørgsmål om at sige de rigtige ord. Så længe vi tror det, lader Gud os løbe linen ud, så vi en dag må erkende: vi er unyttige tjenere. Da får prædikanten et nyt forhold til sin tjeneste. Den bliver en byrde for ham. Den fylder ham med frygt og bæven. Han lærer at bøje sine knæ for Faderen.

Da føres han ind i en Jesus-afhængighed i tjenesten, der svarer til hans Jesus-afhængighed i frelsen. Da er det forbi med tillid til nye metoder, ideer, teologi – kort sagt: alt hans eget. Da afhænger alt Ånds og krafts bevis.

Skal vi så bare sidde med uvirksomme hænder og vente? Mon vi ikke først og fremmest skulle folde dem og bede Herren gøre sin gerning ikke alene gennem os, men også i os – give os et sønderbrudt hjerte, som Han kan bo i. Bede om, at Hans kraft må fuldkommes i vor hjælpeløshed.
----------------------------------------------------------------------------------------------------
Har hørt omkring klokken 20, at Hans Erik Nissen har ret udbredt kræft i ryggen.