12/08/2015

Har jeg end ret.

Fra Skriften.net/
11. august 2015.
Af Eskild Særkjær

"Ville Gud gå i rette med ham, kan han ikke svare på ét af tusind”, (Job 9:3)

Job hører vennernes beskyldninger, som går ud på, at Job selv er skyldig i sine lidelser. Han ved, at de ikke har ret, men hvad er så den rigtige forklaring?

Han ved det ikke, men erkender, at der kan være mange; for det er jo kun Gud, som har al magt i himlen og på jorden, og som derfor kan gøre det, Han vil, uden at vi små mennesker kan udgrunde det. Vi ville ikke engang kunne ‘svare på ét ud af tusind’, hvis Gud udfordrede os til at give Ham et ret svar på fx lidelsens gåde.

Når vi ikke engang kan det, hvordan kan mennesker som Jobs venner så tro, at de sidder inde med svarene? Derfor siger han til vennerne: ‘Har jeg end ret (i, at synd ikke er årsag til mine lidelser), kan jeg dog ej svare, må (derfor) bede min dommer om nåde’. v. 15.

Hvor er det tit, at vi overfor Guds storhed og almagt må erkende, at vi ikke kender svaret, og hvor er det vigtigt, at vi i så fald ikke forsøger at give vor næste et svar, som måske lyder logisk nok, men som bare ikke stemmer med det, der (også) står skrevet.

I stedet skal vi gøre det samme, som Jobs venner gjorde i den første uge: De sad stille ved siden af ham og viste deres medfølelse. 2:13.

Job ved altså, at han er uskyldig, men ved, at han ved at forsvare sig (og Gud) kan komme til at sige noget, der er forkert. Derfor siger han: "Har jeg end ret, må min mund dog fælde mig".

Bibelen siger, at alle har syndet, og derfor har alle også brug for at bede om Guds nåde, som Job gjorde det.