Citat af Carl Olof Rosenius.

Citat af Ole Hallesby.

Teksten til 18. søndag efter Trinitatis.

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
 "Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham? Gudebilledet støbes af en håndværker, guldsmeden beklæder det med guld, og han støber sølvkæder til det. Man vælger træ, der ikke rådner, og søger sig en kyndig håndværker til at opstille et gudebillede, så det ikke vakler. Ved I det ikke? Hører I det ikke? Er det ikke fortalt jer fra begyndelsen? Har I ikke indset det fra jordens grundlæggelse? Det er ham, der troner over jordens flade, men alle dens beboere er som græshopper; han spænder himlen ud som et slør, breder den ud som et telt til at bo i. Fyrster gør han til intet, jordens dommere til tomhed. Knap er de plantet, knap er de sået, knap har stiklingen slået rod i jorden, før han puster på dem, så de visner, og stormen river dem bort som strå. »Med hvem vil I sammenligne mig, så vi skulle være lige?« siger den Hellige." Es 40:18-25.

Epistlen skriver Apostlen Paulus i sit første brev til Korintherne:
 "Jeg takker altid min Gud for jer, for den nåde, som han har givet jer i Kristus Jesus. For i ham er I blevet rige på alt, på al tale og på al kundskab, eftersom vidnesbyrdet om Kristus er blevet grundfæstet hos jer, så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på, at vor Herre Jesus Kristus skal åbenbares. Han vil også grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag." 1 Kor 1:4-8.

Dette hellige Evangelium skriver Evangelisten Matthæus:
"Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget." Matt 22:34-46

Skriftsted: Johannes Evangeliet 6:54-55.

Morgenstjernen.

Fra Nytliv.dk/
28. september 2015.
Af Henriette Juul Larsen.

"Da de så stjernen, var deres glæde meget stor." (Matt 2:10).
Dette ord fik vi som familie lov til at opleve som en helt personlig hilsen fra Herren i forbindelse med, at vores elskede far pludselig for et par år siden blev alvorligt syg af kræft.

Det var helt uvirkeligt. Vores ungdommelige far, der altid havde været så rask og rørig, blev pludselig mere og mere medtaget af den hastigt fremadskridende sygdom. Flere sagde trøstende, at den type kræft, som han var blevet ramt af, ikke var en, man dør af, men dør med.

Man kunne leve i mange år med den. Imidlertid blev det så tydeligt for os i familien, at det er Gud, som suverænt råder for, hvornår vi skal herfra og hjem til Ham. Efter bare halvandet års tid blev far kaldt hjem til Gud. Hentet hjem til Herren i ”rette tid”.

Job 5:26: ”Livskraftig går du i graven, ligesom kornneg bringes hjem til rette tid.”

I de sidste dage lå vores afkræftede far i en hospitalsseng på 23. etage med udsigt til den klare stjernehimmel. I den sidste sms, han skrev til os fra sit sygeleje, skrev han følgende: ”Lægen har været her. Det er meget alvorligt. Nu må vi være tapre …”

Men så fortsatte han med at skrive det forunderlige: ”… Nu ser jeg morgenstjernen. Jesus er morgenstjernen.”

For os blev det et fantastisk vidnesbyrd om, at man kan gå fra – i det ene øjeblik at befinde sig midt i det menneskelig talt mørkeste mørke til i det næste øjeblik at se Jesus, Livets Lys. Hvor er det vidunderligt, at en troendes fremtid hedder JESUS.

I Jobs Bog 19:5-27 står der så løfterigt: ”Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se.”

Fars sidste sms-hilsen fyldte vores hjerter med en stor glæde. Hvor var det forunderligt at få blikket rettet mod Morgenstjernen – Jesus.

Vi har fået lov til at erfare, at trætte og urolige tanker falder til ro, når vi får rakt et Guds ord, som peger hen på Jesus. De ydre omstændigheder kan synes uændrede, men det faktum, at vi ser HAM, ændrer alt! ”De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde” (Salme 34:6).

”Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det” (Joh 1:5, gl. overs.).