Fra Nytliv.dk/19. september 2015.
Af Bent Hansen.
"Før verden blev grundlagt, har Gud i ham [Jesus] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed." (Ef 1:4).
Udvælgelsestanken gennemtrænger hele Skriften. I Det Gamle Testamente er udvælgelsen grundlæggende for Israels forhold til Gud som et gudsfolk:
”Du er et helligt folk for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk.” (5 Mos 7:6).
Herrens udvælgelse af Israel begynder med en udvælgelse af Abraham og et kald til ham om at drage ud fra Ur i Kaldea. Udvælgelsen gælder siden hen Abrahams slægt. Når Gud udvælger Israel og gør det til sit pagtsfolk, har det sin grund alene i Guds godhed og nåde. Folket havde intet, som kunne gøre det fortjent til dette høje kald.
Det var ikke et stort og mægtigt folk, det var tværtimod det mindste af alle folk (5 Mos 7:7). Når folket kom ind i deres land, så skyldtes det ikke deres egen retfærdighed og retskaffenhed, nej, det var fordi Herren elskede dem og ville holde sit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Det skyldtes ikke deres retfærdighed, at de fik det herlige land i eje, for det var et stivnakket folk. 9:4-6.
Udvælgelsestanken er ikke mindre central i Det Nye Testamente end i Det Gamle Testamente. Jesus proklameres af Faderen selv som den elskede (Luk :22) og den udvalgte (Luk 9:35).
I Det Nye Testamente er begrebet udvælgelse forbundet med tanken om forudviden og forudbestemmelse f.eks. 1 Pet 1:1-2: ”Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod.”
Og Rom 8:29: ”For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede.”
Det indledende vers fra Efeserbrevet har ofte været mig til hjælp og trøst, når tvivl og anfægtelse sætter ind og vil rejse spørgsmål ved, om jeg overhovedet er et Guds barn. Tænk: Den sag blev ordnet for længe siden før Verdens skabelse, og helt uden nogen grund i mig, alene pga. Guds nåde og udvælgelse.
Udvalgt i Kristus, jeg fatter det ej.
Jesu forsoning, den gælder for mig.
Intet fortjenes, kun nåde det var,
at han min synd op på korstræet bar.
Intet jeg magter at gi´ ham igen.
Nåden i Kristus, den gælder dog end.
Uforskyldt ta'r han mig synder i favn,
trygt jeg mig skjuler i Frelserens navn.
Selv om jeg segner på livsvejen om,
Jesus sig bøjer og byder sit kom!
Rejser mig op og mig rækker sin hånd,
atter mig giver af livskildens vand.
En gang når døden skal skille os ad,
trygt kan jeg hvile i nåden, han gav,
vide forvist at når alt her er slut,
Kristi forsoning den gælder for Gud.
Torstein Lindhjem
--------------------------------------------------------------------------
Evt. supplerende læsning:
På forlaget LogosMedia blev i 2005 udgivet en bog af Asbjørn Nordgård, ”Den lydhøre Gud – nær nok for dig”. Det første afsnit med titlen ”Det store stabsmøde” ud fra Efes 1:4.
