Kloden har aldrig været varmere. Det viser beregninger af den globale gennemsnitstemperatur foretaget af det ene af i alt tre internationale meteorologiske centre, det Amerikanske NCDC.
På DMI holder klimaforsker Martin Stendel øje med udviklingen i den globale middeltemperatur. Han sidder i disse dage og venter på, at data med globaltemperaturen fra alle de tre globale datacentre skal tikke ind.
Forleden kom første datasæt.
NCDC, der hører under NOAA (USA's nationale administration for hav og atmosfære), har som det første af de tre meteorologiske centre udgivet data, og fortæller, at det første halvår af 2015 har været rekordvarmt.
Ifølge NCDC's tal er januar til juni 2015 0,85°C varmere end det 20. århundredes gennemsnit for januar til juni-perioden. Den tidligere rekord på 0,76°C fra 2010 er hermed passeret.
De tre globale datacentre er henholdsvis: NCDC (National Climatic Data Center) fra USA, CRU (Climate Research Unit/Hadley Centre) fra Storbritannien og NASA-GISS (Goddard Institute for Space Studies), ligeledes fra USA.
http://www.dmi.dk/nyheder/arkiv/nyheder-2015/07/varmeste-halvaar-nogensinde/