Fra Nyt Liv.Den 10. august 2015.
Af Ruben Skov Jensen.
”Jeg har set alt, hvad Laban har gjort mod dig!” (1 Mos 31:12).
Gud lader ofte sine troende stå helt alene, som om Han havde forladt dem, og ikke ville have med dem at gøre. I tyve år havde Herren ladet Jakob tjene hos Laban og lide uret. Alligevel havde Herren set alt og holdt sin hånd over Jakob, og alt hvad han ejede.
Gud havde set alt, og nu kom Han til Jakob, da nøden krævede det. Laban og hans sønner var ikke længere stemt vel imod Jakob, og Jakob ville tage flugten.
Når vi ofte synes at Gud har glemt os, overgivet os til os selv og vore omstændigheder, så kommer Han i den stund, vi mest af alt trænger det! Nu siger Gud til Jakob: ”Jeg har set alt, Jakob. Alt hvad Laban har gjort mod dig. Jeg er Betels Gud, der hvor du salvede en stenstøtte og aflagde løfte til mig. Forlad nu dette land og vend tilbage til dit fædreland.”
Ofte er troens liv med Jesus et hårdt liv. Gennem nød, sorg, anfægtelser og mange kampe, må vi som Jakob lære tålmodigt at holde fast ved Guds Ord – også selvom det lader vente på sig. At Gud ikke altid griber ind, når vi synes eller ønsker det, men ofte lader nøden eller kampen tage til, er aldrig et udtryk for, at Han har glemt eller forladt os.
Nej, det er blot, for at troen må vokse og klynge sig desto mere til løfterne. Gud søger altid vort bedste i alt, hvad Han gør, og Han gør det med sit overordnede mål for øje – at få os hjem til sit himmelske fædreland. Hjem til Jesus.
Når Gud lod Jakob vente i så lang tid, så var det, for at hans tro skulle vokse og se, at Gud virkelig var med ham i alt. Erfaringen er ofte den bedste lærer. Men Gud tøvede også med gribe ind, som Han så ofte gør – fordi Han ville give Jakob desto mere.
De tyve år hos Laban havde ikke blot lært Jakob, at Gud holder ord og er værd at stole på i alle ting. Men det havde også givet ham stor rigdom og ejendom samt en familie, der, som ingen i Verdenshistorien, fik en plads i Guds Ord, og blev slægten for Guds egen søn, Jesus.
Dog, Jakob havde stadig en kamp i vente. Men den var med Gud. Al anden kamp skulle Gud nok tage sig af, også mødet med Esau. Ved Penuel, vadestedet, skulle Jakob møde den Gud, ansigt til ansigt, som havde set alt i Jakobs liv. Han skulle finde sit livs plads hos denne vidunderlige Gud, Kristus, nemlig nådens og velsignelsens plads. Den plads, som vel ikke fås uden kamp – kampen for at give op og bede om nåde (1 Mos 32: jf. Hos 12:5).
Du, som tror på Jesus, du skal vide, at Gud har set alt i dit liv. Han har hørt dine bønner og hvert eneste suk. Han ser dine omstændigheder, din nød, og hvad andre mennesker gør mod dig. Ja, Han ser din ofte håbløse kamp mod synden og kødet.
Vær frimodig, og hold kun fast ved Guds Ord og løfter. Hvad kunne skade Jakob, og hvad kan skade dig – du Guds barn? Den afgørende kamp på Golgata har Jesus vundet. Han tog alle dine synder med sig i døden og opstod fra graven på den tredje dag fuld af sejr.
Du skal ikke være bange – for Jesu skyld har du del i alle Guds løfter om frelse, retfærdiggørelse, barnekår og hyrdeomsorg.
Amen.
