Fra Nyt Liv.Den 31. maj 2015.
Af Claus L. Munk.
Jeg undres over, hvordan Hedonismen udvikler sig iblandt os i dag.
I Oldtidens Hedenske Grækenland var der en filosofisk retning, hvis tilhængere kaldes Epikuræere (opkaldt efter en vis Epikur). De lærte, at nydelsen er det højeste gode i livet. Det kaldes for Hedonisme, og tilhængere af dette livssyn kaldes passende for Hedonister (jf overskriften over dette indlæg).
Jeg har op til min egen pensionsalder flere gange hørt følgende replikskifte: ”Nå, hvordan går det jer så som efterlønnere/pensionister?” – ”Jo, tak, vi nyder livet!”
Nu er jeg ikke helt blind for, at et sådant svar vistnok godt kan forstås rigtigt, altså Kristeligt set rigtigt. At man kan være på Guds vej og under Hans velsignelse med en oplevelse af at nyde livet. Men jeg mener dog også, at svaret kan være udtryk for en egoistisk livsholdning og dermed forkasteligt, Kristeligt set.
For Apostlen Paulus skriver (i 2 Tim 3) om nogle, der ”i det ydre har … gudsfrygt, men de fornægter dens kraft.” Disse tilsyneladende Kristne er kendetegnet ved, at ”de vil elske nydelser højere end Gud.” – Altså, de elsker Gud, men de elsker nydelser højere. Her mener jeg, at vi, der har nået efterløns- og/eller pensionslader, står i stor fare i dag.
Et nyligt eksempel: En ”god missionsmand” nævnte for de tilstedeværende, at han og hans kone havde et sommerhus, som de opholdt sig meget i om sommeren (og det i sig selv ønsker jeg ikke at problematisere) – men så kom det: ”At nyde livet er jo, hvad det drejer sig om i vores alder.”
Jeg tillader mig at sætte et stort spørgsmålstegn ved denne udtalelse. Er det sandt, at pensionisttilværelsen for en Kristen drejer sig om at nyde livet? Stemmer det med Guds ord? Jf ovenfor.
Vi Kristne har da et meget større formål med at leve her, hvad enten vi er pensionister eller ej, end at nyde livet. For eksempel skriver Apostlen Peter: “Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys …”
Og Paulus skriver: “Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning [her kan man tænke på: som redskab for min egoisme], når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde.” (ApG 20:24)
Der har i øvrigt for en tid siden været en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor psykologiske fagfolk peger på den omstændighed, at når vi får nydelse og lykke-jag som mål for livet, så forsvinder både nydelse og lykke. Men når vi orienteres i retning af at leve til gavn og glæde for andre – det er netop det, Guds ord leder os til – så oplever vi en rigdom på mening. Sagt med Guds ord, så er vi under velsignelsen.
A propos dette emne så jeg følgende visdomsord i Kristeligt Dagblad 24.3.15: “Et menneskes største problemer opstår, når han får mulighed for at gøre, hvad han vil.” (Thomas Henry Huxley, 1825-1895, britisk biolog) Det er faktisk, hvad jeg selv har erfaret. Stillet over for den totale valgfrihed, sådan som man kan blive det som efterlønner/pensionist, får det gamle menneske let frit spil og går af med sejren – til ulykke både for os selv og vore omgivelser.
