Fra Nyt Livs blad,Nr. 2 - 2015.
Af Johnn Hardang.
Hvor er tårerne?
Profeten Jeremias er blevet kaldt tåreprofeten i Israel. Og det er ikke tilfældigt. Mere end en gang i sit lange profetskrift åbner han hjertet for os, så vi får indblik i et hjerte, der lider og græder over et folk, som har vendt Gud ryggen.
Lad mig citere et afsnit for dig, som måske stærkere end noget andet sted i bogen viser os, hvorfor netop Jeremias blev kaldt tåreprofeten i Israel. Guds folk var blevet bortført fra deres land og var i fangenskab i Babel. Grunden var denne: De havde svigtet og forladt Israels Gud.
Jeremias skriver det sådan i kapitel 8:18-21:
" En uhelbredelig sorg rammer mig, mit hjerte er sygt. Hør skriget fra mit folks datter i hele det udstrakte land! Er Herren ikke på Zion, har det ingen konge? Hvorfor krænkede de mig med deres gudebilleder, deres fremmede og tomme guder? Sommeren er forbi, efteråret er til ende, men vi er ikke frelst."
"På grund af mit lemlæstede folks datter er jeg knust, jeg sørger, jeg er grebet af gru. Er der ikke balsam i Gilead, er der ingen læger dér? Hvorfor er mit folks datters sår da ikke blevet lægt? Gid mit hoved var fyldt med tårer og mine øjne en tårekilde; så ville jeg græde dag og nat over de dræbte hos mit folks datter."
Hvor mange af os Kristne i Norden i dag har det på samme måde? Hvor mange af os kan bruge de samme ord, som Jeremias brugte? Jeg er bange for, det er skræmmende få, om nogen i det hele taget.
Men er det bedre fat med Norden i dag, end det var med Israel på Jeremias’ tid? Nej, det står nok ikke bedre til. Men hvor er tårerne henne? Og hvor er de, der græder?
Vintermørket i Norden
I et af versene i Jeremias’ Bog kapitel 8 er det folket selv, der taler. Og det kan se ud som om, de er begyndt at erkende deres sande stilling: Sommeren er forbi, efteråret er til ende, men vi er ikke frelst.
I denne sætning ligger der to erkendelser. For det første: Vi har haft vores anledninger og vores muligheder for at blive frelst. Gud talte til os. Han elskede os og ville både lede, tilgive og give os lægedom. Men vi hørte ikke. Og vi bøjede os ikke under Guds vældige hånd. Og for det andet: Nu er det for sent! Eller: Det er i hvert fald i færd med at blive for sent.
Jeg har tænkt en del på denne sætning på det sidste og har slet og ret været plaget af den. Ikke først og fremmest med tanke på Israel, men med tanke på vores Nordiske lande. Tænk lidt efter, også du. Tænk på vores Nordiske lande: Hvor har Gud velsignet os og været god mod os!
I mere end tusind år har Evangeliets lys været tændt over Norden. Guds Ord har været forkyndt. Vækkelsesbølger har skyllet ind over vores lande, gang på gang. Hjerter har fået lægedom, og liv er blevet forvandlet. Gud har gjort sin frelsende og fornyende gerning i generation efter generation.
Men hvad er situationen i dag? Jo, den er som i Israel: Sommeren er forbi, efteråret er til ende, men vi er ikke frelst. Måske er vi nærmere vintermørket, med hårde og kolde og uimodtagelige hjerter, end det er godt at tænke på?
Vintermørket i dit liv
Og tænk lidt efter, også på dit eget liv: Har ikke også du været genstand for Guds omsorg og godhed? Er der nogen synd, Han ikke har tilgivet dig for, når du bad Ham om det? Har du én eneste dag været svigtet og forladt af Gud, overladt til dig selv?
Har Gud nogensinde brudt sine løfter eller ikke holdt noget af det, Han har sagt i sit Ord? Jo, du har svigtet Gud. Men har Han svigtet dig? Hvordan står det så til i dag? Hvad er din stilling, lige nu, i forhold til den levende Gud? Det er vel ikke i færd med at blive vintermørke også i dit liv?
Bønnens vej
Der er to ting, du skal gøre i denne situation: Bed dig ind i Guds nærhed, så lidt af Hans hjertelag for det folk, du er sat iblandt, også kan blive dit hjertelag. Og påkald Jesu navn! Bed Ham gøre vinter til vår, også i dit hårde og kolde hjerte.
Sådan nogle bønner hører Gud. Han, som altid er fuld af nåde og barmhjertighed. Og som elsker at frelse og bringe fornyelse til den, som beder Ham om det.
