06/08/2015

Opstandelsen til det evige liv.

Fra Skriften.net/
3. august.
Ved Nicki Andersen.

"Han fik syv sønner og tre døtre."  (Job 1:2)

De fleste kender historien om Job, der var den mest velstående mand blandt alle Østens folk, men mistede alt.

Mange læser beretningen som et eller andet svar på, hvorfor det onde sker. Det tror jeg nu ikke helt er dens formål, men det må vi hellere lade ligge til en anden gang. Det jeg gerne vil, vi skal havde fokus på i denne lille andagt, er opstandelseshåbet, som mange overser i denne bog.

Da Jobs bog begynder, er Job en velsignet mand. Han ejede syv tusind får og tre tusind kameler, fem hundrede spand okser og fem hundrede æselhopper, desuden havde han syv sønner og tre døtre. Job mister alle sine dyr, og alle sine børn dør (Job 1:2-3).

Da Job i slutningen af bogen gik i forbøn for sine venner, vendte Herren hans skæbne og gav ham dobbelt så meget, som han før havde haft (Job 42:10).

Så læser vi, at Job fik fjorten tusind får, seks tusind kameler, tusind spand okser og tusind æselhopper (Job 42:12), altså præcis dobbelt så mange dyr som før.

Men videre læser vi, at han fik syv sønner og tre døtre (Job 42:13), altså samme antal børn som før. Havde Herren ikke lovet at velsigne Job med dobbelt så meget? Jo, og det var præcis det, Han gjorde, for de første syv sønner og tre døtre ventede jo på Job i opstandelsen.

Det er det Kristne håb. Det er det håb, der gør tabet af en elsket mulig at bære. Sorgen knuger stadig, men nu sammen med håbet om, at vi skal mødes igen i opstandelsen til det evige liv.