Fra Shafan.dk/Uge 37 - 2015.
Af Hans Erik Nissen.
At frygte er at have ærefrygt. I Jesus er Gud trådt helt nær. Han er blevet som en af os. Han har gjort hver eneste discipel til en ven. Det er en forunderlig rigdom. I taler med hinanden ansigt til ansigt. Men det tætte forhold indebærer også en fare. Nærheden og fortroligheden kan medføre, at ærefrygten fortrænges.
Det skete flere gange i Peters liv. Han var klogere end Jesus og satte Ham i rette. Det fik alvorlige følger. Det gør det også i dit liv, når frygten for Gud erstattes af overmod.
Jesus er Gud, og for Ham er vi støv og aske. Syndens slangegift har gennemtrængt os i alt. Alligevel er det sandt. at vi ved troen træder frem for Herren som retfærdige. Vi er det i Jesus. Med det indebærer ikke, at vi ikke samtidig må komme som syndere. Vi må stadig bede om nåde. For Herrens ansigt erfarer vi, at hos Ham er der tilgivelse, for at man skal frygte Ham, som der står i Salme 130 vers 4.
Oplevelsen af en naglemærket hånd, der på ny løfter dig op af svndeslam og dynd, åbner dine øjne for, at din dyrebare Frelser er din hellige Gud. I hellig frygt falder du på knæ og ligger for Ham i tilbedelse og tak.
